Hver dag har sin yndlingsfarve afhængig af humør, vejr og opgaver.

I dag var yndlingsfarven grå. Lys og lun mens den spreder sig på gulvet i kolonihavehuset. Det bliver godt gør det!

Yndlingsjeans, yndlingsguldsandaler, rød med rød på tæerne og køkkentern på toppen.

Sådan faldt valget i morges på anden arbejdsdag efter ferien.

Varm og rolig eftermiddag i kolonihaven med udsigt til to slags skyer.

Store brune støvskyer fra slibemaskinen, som skal sætte skik på det grimme gulv, og bløde lammeskyer for oven.

Og lam bliver til uld, som jeg elsker. Og store bløde skyer får mig altid til at tænke på blød og ukartet uld.

I dag var vi heldig at overvære en fårehund på arbejde. Den samlede fårene så de kan blive til uld.

Jeg har adderet en lille restriktion på min deltagelse i photochallenge. Alle billeder skal tages med telefonen. Jeg er vist en anelse bagud med det der mobileri, kan jeg godt se rundt omkring.

Men nu har jeg også fået sådan en smart-dims der kan fotografere og det her kan vist blive en god anledning til rent faktisk at bruge den til andet end inbox for arbejdsmails!

Ikke fordi tiden har svigtet, men måske mere fordi der ikke har været plads til så mange ting omkring mig på samme tid. Og så røg skriblerierne først. Men nu må de frem igen for jeg har nemlig savnet  min blog. At følge med rundt omkring – den daglige lille kreative udfordring.

Men det er lidt ligesom at skulle ringe til en man ikke har snakket med i rigtig lang tid… Gu’ ved om jeg kan finde ud af det mere. Er der overhovedet nogen der gider læse med. Og hvordan er det nu det der wordpress virker?!

I morges så jeg så 30 dages udfordringen flere steder og det var jo det jeg manglede! En bunden opgave til at få det hele lidt i gang – for rammer er bestemt ikke skidt for min kreativitet. Jeg tænker bedst når det er lidt begrænset. Ingen store legeplader til mig tak.

Fototid har jeg masser af på de lange eftermiddagen med Sofus. Det er nemlig mig der henter Bøffen hver dag.

Lige nu føles det næsten som et selvportræt at vise ham. For han fylder næste det hele. På den ganske rare måde altså, for han er vidunderlig meget 1 år og fuld af spilopper. Men her skal han ikke fylde det hele, så lige om lidt kommer ‘day 1′ af photo challenge. Hold vejret, ik’!?

Den opmærksomme læser har ikke haft mange chancer herinde den sidste tid, med mindre man da virkelige nyder at genlæse gamle indlæg. Men som i resten af mit liv har der været stilstand, mens vi ventede på lillebror.

Jeg orkede simpelthen ikke at berette mere om dårligdomme og tage flere billeder af kreativiteter ophængt på indersiden en de 3 værelser i Humlebæk.

Men for en lille uges tid siden meldte Sofus sin ankomst. Han har jaget alt det dårlige på flugt. Mine +25 kg er ved at fortage sig, jeg kan gå, jeg har ikke ondt, jeg kan bukke mig, jeg kommer ud, jeg oplever noget.

Hurra for nyt liv – på alle måder!  Og Sofus han bare spiser, sover og opfører sig temmelig eksemplarisk undtagen mellem 4 og 6 om morgenen, hvor han gentagende gange har puttet sovemiddle i øjenene på mig og har set sit snit til at blive liggende og hyggegumle et par timer i træk under dynen. Dårlige vaner kommer hurtigt.

Han er bare så dåne-dejlig, min lille rullepølse. Vi er smask forselskede allesammen…

 Hurra for nyt liv, for sommer og for at jeg har savnet jeg allesammen i bloglandia og glæder mig vældigt til at få genfundet blogge-glæden og igen begynde at læse med hos jer alle sammen.

Den største udfordring er helt sikkert hævning i ovnen. Hæver dejen for længe i skålen bliver den tyndere og så klasker den for meget ud på pladen. Efterhævning giver ikke meget synes jeg og bages det i form for at holde på faconen, så bliver brødet for bastant.

Overflade, smag og krumme er stort set hver gang til ug med kryds og slange. Vi kan lide sej skorpe, syrlig smag og at man ikke skal spise mere end en enkelt bolle for at være mæt.

I går slog jeg dej op af 3 dl surdej, 6 dl vand, ½ dl danskvand, en halv ært gær, 500 g durum, 1 dl hvedeklid, hakkede gulerødder og selleri, salt, olie, honning og så hvedemel til dejen var som god, tyk havregrød.

Hovedreglen siger, såvidt jeg ved, at det er godt med lidt gær, hvis dejen skal hæve natten over.

Den første portion boller bagte jeg efter 6 timer, hvor dejen var hævet en halv gang ved stuetemperatur. Super fin konsistens, splattede ikke og hævede i ovnen. Bollerne kan I ikke se – for dem har vi spist til morgenmad!

Resten bagte jeg hertil morgen efter at det havde hævet videre til dobbeltstørrelse på køkkenbordet. Meget fint med glutentråde men en hel del tyndere end i går. Og billedet taler vel sit eget sprog om splat-faktor og hævning i ovn.

Brødene er til aftenens tomatsuppe og de er fine uanset højde. Men sådan en bolle man ikke kan skære over er altså lidt kedelig.

God idéer – anyone? For jeg fatter ikke hvordan jeg skal få det til at holde konsistensen og hæve i ovnen når jeg hæver i skål mere end 6-7 timer…

Selv har jeg ikke strikket en Falkenberg endnu, men jeg har set tilstrækkeligt til være godt nysgerrig. Hendes iver, inspiration og respekt for garn og facon smitter – horisontudvidende og strikkeinspirerende!

Og sløret blev også løftet for lidt af det der ligger bag succesen. Damen besidder et formidabelt rumligt intellekt koblet med en fed sans for farver og så erfaring, erfaring, erfaring. Millioner af timer er brugt med fingrene i al slags garn og i 42 år har hun beskæftiget sig med strikkedesign på fuld tid. 

Og strikkedesigner er hun. Derfor sælger hun kun i kit, for det er ikke sjovt nok bare at være garnleverandør. Designet passer til dét garn i de farver – ikke til alt mulig andet. Pludselig gav kit-tanken en del mere mening for mig.   

Jeg er simpelthen fladimponeret over hendes evne til at se, hvad shetlandsulden kan, hvad striber i 84 nuancer kan skabe og hvordan strikketeknikker med retmasker konstruerer faconer om kroppen.  En håndværker til fingerspidserne.

Faktisk minder stilen mig rigtig meget om at læse mine elskede Elisabeth Zimmermann bøger! Samme nedepåjorden-enkle tilgang til at det skal være sjovt at strikke. Ingen kompromis med kvalitet og finish. Det skal være i top for at se dagens lys og der er en formgivende mening med hver maske. Og så den store kærlighed til at finde netop dén teknik der virker.

En kant er ikke bare en kant. Det kommer jo an på hvad man skal bagefter, hvordan man skal samle masker på, som hun sagde.

Ud på gulvet hældte hun en myriade af strikkeprøver med mønstre og farver. Alt strikkes op i 1:1 fra starten, opskriften skrives og gennemstrikkes igen. Efter sigende huser hun kassevis af de vidunderligt smukke strikkeprøver og et endnu større strikkeforsøg i arbitrære faconer.

Det mest overraskende var nok, at jeg gik derfra med lysten til at strikke 5-6 forskellige trøjer. Stilen er ellers ikke lige min, troede jeg, men modelbillederne yder simpelthen hen ikke virkeligheden retfærdighed.  Blandt andet Gloria og Cordelia er helt usammenlignelige med virkelighedens præsentation!

Men der går lidt tid inden jeg er klar. Jeg ville gi’ min højre arm for at strikke så pænt på pind 3 og det synes jeg må være en forudsætning for at at det er værd at gøre hende kunsten efter. Men en dag….

Og får du muligheden for at høre hende selv en dag så benyt dig af chancen.

Jeg gik hjem med et stort smil og var helt stolt af at være en del af et strikkende fællesskab, der i kor kan udbryde små uhh-lyde når Hanne tog en ny model på eller udtrykte et sang et lille flerstemmigt ahaaaa, når en lille designdetalje blev afsløret. Længe leve strikke-nørderier!

Ødegården var for en weekend tryllet om til brudesuite med ris i sengen, lækker mad og blændende solskin.

Der går kun et øjeblik fra ankomst til det føles som om verden har fortaget sig omkring os. Uret går lidt langsommere på Hallaboda end i andre dele af livet.

Mest af alt blev der tid til at sidde op af laden med lun kaffe, kakotoppe, strikkepinde og snittekniv. Jeg har giftet mig med en der ikke kan sidde stille og han nægter at lære at strikke, så nu er han begyndt at snitte knager i stedet. Hvad laver jeres mænd når I strikker og syr – og det ikke er computeren der vinder? 

Et batch kaffesække fra min venindes kafferisteri er blevet gennemluftet, klippet i passende stykker og syet om til lidt af hvert. Der er flere faconer på vej for idéer er der rigeligt af inspireret af de super fede prints på sækkene. Det passer udemærket til tempoet at bruge weekenden på at klippe og tage syningen i små portioner henover ugen. Så får jeg ikke overanstrengt mig.

Kaffesækkene er rigtig sjove at sy i. De  var godt støvede ved ankomst, men gennemluftning og en ordentlig gang damp på strygejernet har taget det så kun en vag kaffeduft er tilbage. Vask er også prøvet men det er ikke godt. De krøller og får en alt for grumset og kedelig farve.

Jeg zigzagger to gange over to tråde i kanten og syr lige ud ved siden af for at syningen holder. Eller jeg tror den holder i hvert fald. Nu skal de testes i en lidt bredere kreds og så er der  bean-bags på programmet, hvis konstruktionen dur.

Meget snak frem og tilbage endte med en sirlig plan om en vielse på rådhuset nu - og kirkelig velsignelse med stor fest en dag når de huslige rammer (og fysikken) er til den slags. 

Så i går var vi på Fredensborg Rådhus, blev viet i et mødelokale (!), spiste lexi frokost med Erik og vores forældre på Søstrene Olsen i Hornbæk og så holder vi ellers hvedebrødsdage på en solbeskinnet ødegård i Sverige.

Lejligheden blev benyttet til at få skiftet efternavnet, der havde en vis skotsk efterklang fra Eriks far. Så nu hedder jeg som den eneste i vores del af familien Larsson. Min mors pigenavn. Det ligger godt i munden med mit fornavn, minder mig om en del af familien, som jeg føler mig tæt knyttet til af sind og ikke mindst er det mit eget.

Det føles som om det altid har skulle være sådan her. Fru Larsson. Gift med Hr. Olsen. Og med blikket vendt mod resten af livet med verdens 3 dejligste drenge.